Igen i år havde nakskovitterne sørget for et pragtfuldt gensyn med 3. realklassen. Vi var indkaldt i rigtig god tid, så den 12. august dukkede næsten alle op i Vandreforeningen Strejfernes klublokale på Strandpromenaden. Heldigvis var der kun få afbud. Gensynsglæden var stor, så snakken gik heftigt til kaffen og den hjemmebagte kage. Nakskov Torv er blevet fornyet for et større millionbeløb og indviet dagen før vores rendezvous, så det skulle vi da se, men ak, det silede ned, så paraplyerne blev slet ud, for regn skal ikke stoppe en nakskovit. Da vi passerede Hotel Harmonien, fik vi lejlighed til at se den istandsatte teatersal, hvor mange af klassekammeraterne i sin tid gik til dans. Tilbage i lokalet gik snakken lystigt igen og nogle havde mulighed for at se Regnars fotobog om sine rejser verden rundt i 25 år. Pludselig dukkede et catering-firma op med lækker mad og der var sørget for god vin, portvin og cognac - ingen smalle steder her. Hvor vi dog glæder os til at ses igen allerede i august 2026.